Forordet i den maskinskrevne udgave af Poul Elkjær

Den, der søger elegant sprog, stram komposition, kunstnerisk kvalitet eller det store drama, vil ikke finde meget deraf i efterfølgende biografiske optegnelser af pastor emeritus Hans Abel Leonhard Hansen ( f 1816 ), der gammel og svagelig, også på synet, nedskrev sine ”Minder” – (hvoraf omstående er en afskrift) – i Odense og København ( Svanholmsvej ) i årene 1882 – 85, men afbrødes af sygdom og død ( april 1886 ).

Derimod vil man finde en – ofte noget omstændelig – fortælleglæde, der lokker forfatteren ind på mange sidespor og gentagelser. Det kniber ham at huske, hvad han allerede har fortalt, og hans sprog er ikke særlig varieret. Tydeligt nok er ”Minder” nedskrevet direkte i hånden uden kladde og med flere afbrydelser, blandt andet sygdom.

Når ”Minder” alligevel er interessant, stedvis betagende, ja, bevægende læsning, også for andre end efterkommere af forfatteren, hænger det sammen med bl. a. de tids- og kulturbilleder samt den human story og love story, han opruller for læseren.

Han har i sin studetid haft så berømte lærere som Oehlenschläger, Poul Martin Møller, Brøndsted, Madvig og H. C. Ørsted og kan berette om disse. Og han har mødt Sibbern, Aarestrup og af teologer f. eks. Mynster, Martensen, H. N. Clausen, Engelstoft og Scharling. På afstand også Grundtvig. Alle de nævnte indtager stadig fremtrædende pladser i vor åndshistorie.

Han var med på første studentertog til Lund. Han var under krigen 1848 – 50 i hovedkvarteret i Vejlby Præstegård. Han deltog i de berømte Skamlingsbankemøder. Han skriver engageret om tidens spørgsmål: nationale ( forsvaret ), Sønderjylland, folkelige (sproglige), kristelige, kirkelige og andre spørgsmål. I sin ungdom i København er han ivrig teatergænger ( har oplevet fru Heiberg o. m. a. ) og koncertgænger.

Han har levet i hovedstad, i provinsbyer og på landet. På Sjælland, Fyn og i Jylland. Han beretter dels i brede billeder, dels i små skarpe glimt om liv og personer alle steder.
Skolen har han oplevet både som elev, lærer og gejstlig tilsynsmand, både i by og på land, og han fortæller levende derom, ligesom om universitetsforhold dengang.
Han tegner et særdeles realistisk billede af præstegårdsliv på landet for godt 100 år siden. Ingen forloren romantik.

Men især indfanges læseren nok af fortællingens to hovedpersoner, der klart fremstår på baggrund af et mylder af bipersoner, slægtninge, venner og mangfoldige andre: Leonhard og Lene, deres trængsler ( bl. a. Leonhards sygdom og datidens ubehjælpsomme kure ), indtil de langt om længe indgår i et lykkeligt ægteskab, et inderligt samliv, der dog ikke er uden ydre modgang. Men fast forankret i en levende kristentro.

Gennem beretningen fremtræder billedet af den aldeles charmerende og fine, yndefulde Lene Ascanius og den sympatiske, dejligt menneskelige Leonhard Hansen, der i stort og småt svinger mellem det teologisk-gejstlige ( han føler ubehag ved som nyordineret at have den ellers så joviale Aarestrup, erotisk digter, til bords ! ) og det såre materialistiske: portotakster og rentesatser.

I stedet for ungdommens teater- og koncertbesøg må han som landsbypræst nøjes med kulturelle smuler fra egnens herregårde og ellers bakse med sløve sogneråd og uduelige degne, men samtidig udvikler hans sans for folkelige værdier sig.

Han er moralens strenge vogter, men kan en god menneskealder efter mødet med Københavns anerkendt største skønhed nøje beskrive hendes udseende ( hun var hans privatelev men ”gjorde intet indtryk på mig”) og mange andre unge pigers ydre i detaljer, og da blæsten engang ( i de lange skørters tid ) skænker ham et glimt af Lenes ”pusselanker”, glemmer den unge stud. theol. at se den anden vej. Men for den rene er alting rent, og den hjertets renhed, der lyser ud af disse minder, er forunderlig.

For enhver, der endnu ikke har mistet evnen til at læse sig til oplevelser, er bogen af værdi.
For efterkommere af Leonhard og Lene Hansen er bogen intet mindre end et klenodie – og vil for kommende slægter i endnu højere grad blive det !
Måtte den få et langt liv i slægten.

Forfatteren har ført en stædig, beundringsværdig kamp med tid og helbred for at få sit værk, ”dette glædelige arbejde”, fuldført og således få sine efterkommere i tale. Hvem har så hjerte til at vende det døve øre til ?
Man taler i vore dage så meget om at finde sin identitet. Den finder man næppe uden at lytte til slægten, ”lægge sit øre ydmygt til dens rod forneden”. Vil man fatte sit væsens rod, bør man ”skønne på de skatte, den efterlod”.
Alternativet er hukommelsestab og nutidsprovinsialisme.

Roskilde, april 1982.

Poul Elkjær.