Uddrag i glimt:

I ”Leonhards Minder” omtales en lang række personer, steder og emner.
Se listen med
HENVISNNGER

Det interessante i ”Minderne” er ikke mindst de mange faktuelle beskrivelser; der er imidlertid også enkelte markante synspunkter, fx de nedenfor citerede.

Metropolitanskolen, pp. 54-65; pp. 73-76:
P. 57: ”Disciplene i øverste klasse bevogtede en bog, jeg mener, kaldtes “Palladium”, hvori hver discipel ved bortgangen til universitetet, altså hver “kandidat” skrev, hvad han behagede. En skrev således et digt, der begyndte således:
 
“Skole grå, som ligger ved
rendestenens vove.
I dit skød var kedsomhed,
fare for at sove.”

Noget, måske meget sandt var der i disse hårde ord, som nedskreves af en ikke meget opvakt discipel, der stadig så ud, som han sov. Vist er det, at da jeg var nær ved at blive dimitteret, forekom de 8 år, jeg havde tilbragt i skolen mig, om end ikke helt spildte, så dog langt, langt fra, fra skolens side, benyttede, som de kostbare ungdomsår kunne gøre fordring på.”

Den teologiske uddannelse, pp. 83-86, pp. 92-99, p. 168
P. 83: ”Forelæsningerne til 2. examen holdtes, da universitetsbygningen endnu ikke var helt færdig, på et meget stort auditorium i øverste etage på Ehler’s Kollegium i Kannikestræde. Der læstes fra 9 - 2, fem timer daglig, over “latina”, en latinsk forfatter, jeg ved ej hvem, af professor Madvig, over “graeca”, sc. Aischylos's (ni fallor), Aias mastigophoros, hvem professor Brøndsted, som lempede udtalen af græsken efter nygræsken, kaldte “Saafokles's Æas Maatigofaaros” (Han læste og yderst interessant over det gamle Grækenlands geografi eller rettere det ny's, han nylig var kommen fra); “in Hebræa” af professor Johansen over Amos og måske en anden af de små profeter, “in historicis” over et stykke, jeg tror nok af Danmarks historie, og in mathesi inferiori af professor Ramus over stereometri og trigonometri; det forekommer mig og, at professor Poul Møller [forfatteren] læste over “psychologia” allerede i første halvår, medens examen deri først holdtes ved udgangen af andet.
        Forelæsningerne holdtes med undtagelse af hebraisk på dansk. Madvig husker jeg, mærkværdig nok!, intet af, uden at han optrådte særdeles humant overfor den urolige ungdom. Da han således engang, da han kom op på katederet og der fandt en seddel liggende med: “Vive la liberté” (frihedsrørelserne begyndte netop da), indskrænkede han sig til at holde en lille tale til os om, at studenter gjorde bedst i at leve i stilhed, thi også dem gjaldt ordet: “Bene vixit, qui bene latuit.” [Den lever godt, som lever skjult.]
        Brøndsted var nylig kommet hjem fra sin lange rejse (5-6 år) i Grækenland, var fuld af ånd og liv; og hans foredrag var da og noget andet end de andre professorers. Han var livlig, udbrød derfor og engang hel hæftig på katederet: “Jeg så en papirskugle blive kastet i vejret; ser jeg det engang endnu, går jeg ned fra katederet og går min vej!” Han blev imidlertid og stod stadig i det bedste forhold til os.”

Militæret, p. 59, pp. 86-89, 134
P. 59: ”På fælleden manøvreredes imellem både med kavalleri, infanteri og artilleri, ja, der foretoges udfald fra byen og tilbagetog til den under kanon- og geværild. Det var smukt at se dem marchere strunke og rette og svinge om i en ret vinkel, at se husarer, dragoner og lansenerer fare afsted med svungne sabler og fældede lanser og så standse i et nu, se dem springe over grøfter og gærder, se kanonerne køre afsted, protse af, fyre, protse på og afsted igen.”

Vejenes tilstand
P. 70: ”Det første stykke “makadamisering”, som afløste de tidligere forfærdelige veje af grus, sand og store uslagne sten - (thi den kunst at “slå” stene til veje kendte man endnu ikke. - Nu blev efterhånden landevejene makadamiserede og i det hele anlagte med kunst) - var stykket på Strandvejen fra Charlottenlund til lidt forbi Slukefter, hvor så den hårde stenbro begyndte, som gik lige ind til byen; derpå kom raden til Roskilde Landevej. Hvor havde i barnedagene vor mådelige hest for enspændervognen ej aset i det dybe strandsand på Strandvejen! Jo, vi og den kendte godt dette tunge stykke!! ”

Møde på Skamlingsbanken, p. 175f,
P. 175: ”Her holdt Grundtvig og den tildels humoristiske tale, han siden udgav under titel: “Skovhornets klang blandt Skamlingsbankerne”; her talte og mange andre. Vejret var herligt og stemningen ligeså; ingen havde den fjerneste anelse om, at den strid, den strid for det danske sprogs ret i et dansk land skulle ende så forfærdeligt, som det blev 1864 og senere

Studentertoget til Lund, pp. 137-147, p. 153
P. 147: ”Det for Danmark, ja, for hele Norden så vigtige slag ved Lund og dets valplads var der ej den mindste tale om; i det hele var der næppe mange levende minder fra “den danske tid”. Denne oprinder næppe mere for de skånske provinser; de ville nok og selv helst blive i fred og ro ved Sverrig. På anden måde må de generhverves; og mon det ej skulle ske ved den stærke indvandring af danske i Skåne som og ved den stærke færdsel mellem Skåne og København, som i mange henseender synes mere og mere at blive Skånes hovedstad. Endnu skal den der kaldes “konungens by”, som vi sige “Kongens København”.

Den lærde skole i Kolding, pp. 169f
P. 170: ”Så var der adjunkt Jørgensen, en søn af kordegnen, også en særling: “Jeg trækker mig ind i min skal og kommer ingen steder”, sagde han ved en lejlighed, og sådan var omtrent hans liv; han lever nu ugift, med sine søstre, som entlediget præst fra Engom, i Vejle.”

Kolding, og omegn, pp. 169-72
P. 171: ”Kolding var en lille by, men billig at leve i og et særdeles behageligt opholdssted; smør, tror jeg, kostede mig kun 12 skilling pr. pund, og brænde fik jeg for en 5-6 rd favnen. I denne venlige by genvandt jeg efterhånden en del af mit helbred; min vanddrikning fortsatte jeg en tid og søgte i den anledning ud til den herlige “Hellig-Kilde” i den skønne Dyrehavegaards skov. Flittig spadserede jeg om på den skønne Slotsbanke.”

Randers og omegn, pp. 181-87, 205-207
P. 187: ”Skt. Morten .... Dens indre var og storladent, ej så lyst og venligt som Kolding kirkes, men mere imponerende. Den er nu restaureret ved arkitekt Uldal; dengang var den næppe smagfuld med sine perlemalede stolestader og høje pulpiturer. Choret var meget langt med nicher til de fordums flere sidealtre. Der var et ret godt orgel, men kun ringe kirkegang, hvadenten sognepræsten, Jørgensen, eller den residerende kapellan, Kruse, prædikede; kateketen hed Larsen; han var måske med sine søde talemåder mest damepræst, men i mine øjne affekteret og den ringeste. Kruse, en halvgammel ungkarl, var mest lovprædikant, Jørgensen den naturligste af dem alle; hvordan det stod til med hans kristendom er mig ej klart. Den store by havde således kun 2 præster - eller med kateketen, som fra morgen til aften var optagen dels af timer på den Bay-Kirketerpske Borgerskole, dels af sine mange private, og kun halvt kunne regnes for en præst - 2½ præst. Man levede som halvt eller helt udenfor de religiøse bevægelser, som rundtom rørte sig.”

Djursland, pp. 192-195
P. 194: ”Løvenholm ejedes af en Anders Pind, af jysk bondeslægt, en ældre broder til Kristen Pind på Tustrup og til grevinden på Gammel Estrup, som jeg såmænd tror, “Ais” Pind og havde i forpagtning. Han gjaldt for at være en meget rig mand og var gift med Laura Faith, en datter af ritmester Faith på Ovst Mølle ved Randers. Løvenholm var en stor, hvidkalket gård med 3 længer, adskilt fra ladegården, jeg tror ved grave (?), og en længere opkørsel. Gården tog sig godt ud og syntes at være en nyere bygning. Vi fik anvist et stort eller måske 2 store gæsteværelser tæt ved hinanden. Men ak! der var hvide shirtingsrullegardiner, og solen stod på tidlig om morgenen, så vi blev vækkede alt for tidlig; men op kom vi og skulle pudse os til dagen, blandt andet have vore skæg af; og her gik det ynkelig ud over dem, som ikke kunne rage sig selv; thi bondebarberen, der blev hentet, kunne vel rage skægget af, men en del hud gik med i købet!”

København, brønden ved Gothersgade
P. 167: ”Nu er volden borte og Gothersgade forlænget ud til Sortedamssø; brønden skal være tilkastet! Hvilket barbari! En af de få brønde i byen med drikkeligt vand, måske den med det bedste vand efter eller i lighed med slotsbrønden ved Kristiansborg tilkastet! Oh, du højvise Magistrat eller vel nu byråd! Ødelægge en sådan kilde til sundhed!!”

Mansas kort, 133, 193, Gliemanns amtskort, p. 133:
P. 133: ” Vel havde jeg Gliemanns amtskort at gå efter (Mansas existerede endnu ikke), dog må jeg være gået fejl; jeg kom ind…”

 

Det sønderjyske spørgsmål: p. 45,  p. 131f, pp. 173-76; p. 207f
P. 207: ”1864 kom omtrent som en overraskelse for de allerfleste, og Slesvig, ja, 2/5 af riget, kom i tyskens magt: vi håbe til Gud, Slesvig kun for en tid. Gerne lod jeg dem beholde Holsten og Lauenburg, nødig noget af det gamle Sønderjylland. Men, kan ellers den danske del deraf ej reddes, lad dem beholde, hvad der af Slesvig foretrækker tysk for dansk!”

Svensk militær i Danmark 1848, pp. 211-213
P. 212: ”Det lod til, at de havde marcheret den lange vej til Gøteborg. Denne handelsbys pragt og rigdom havde ret imponeret dem. Herfra vare de gået til søs til Nyborg, hvor de vare blevne modtagne med sådan begejstring, at den daglige ringning, som havde fundet sted i henved 200 år i anledning af sejren ved Nyborg, fra nu af ophørte. Marchen gennem Fyn lignede et triumftog; mandskaberne brændte af iver efter at komme i lag med tyskerne og bleve meget flove, da de fordeltes langs vestkysten og kun skulle snakke med tyskerne, hvis de kom over til Fyn. Det lod de, flådeløse, nok være med dengang! Nu, 1883, kan de komme der, hvad dag de behage! Ak, hvor forandret.”