Kronik i Fyens Stiftstidende, 19. December 2005
 


Universitetslektor Niels Geert Bolwig

 

Redaktøren skrev:

Hans Abel Leonhard Hansen var midt i 1800-tallet bl.a. præst i Norup på Nordfyn. Hans erindringer er nu udgivet med 120 års forsinkelse og er et lokal-, slægts- og kulturhistorisk skatkammer

Leonhards Minder  - fra københavnerdreng til landsbypræst i 1800-tallet

Af Niels Geert Bolwig
   
   Som pensioneret sognepræst skrev Hans Abel Leonhard Hansen erindringer i Odense og København 1882-1885 og døde den 10. april 1886. Det vrimler med mennesker i Leonhards verden, og man forundres over det imponerende netværk af slægt og venner, som sørgede for overnatninger, måltider, sommerferieophold eller  rigsdalere.   
   Leonhards første barndomshjem fra 1816 var på Frederiks Hospital i København, hvor nu Kunstindustrimuseet ligger. Hans far, Carl Møller Hansen, var fuldmægtig hos hospitalsinspektøren, og farfaderen, Hans Jørgensen, havde været bager og gæstgiver i Middelfart. Hans mor, Viveke Margrete Melbye, var født i Assens og datter af Thor Melbye, sognepræst i Middelfart og Kavslunde.
   Fra 1820’erne boede familien på Gammel Strand og andre steder i København. 3½ år gammel kom Leonhard i Boserups skole, og efter otte år på Metropolitanskolen blev han student i 1834, eksamineret af Adam Oehlenschläger og J.N.Madvig. Teologisk embedseksamen tog han i 1840. Blandt lærerne ved universitetet var Poul Martin Møller, der underviste i psykologi og fysiologi, og fysikeren H.C.Ørsted, der ’læste med den ånd og begejstring, som kun geniet og mesteren besidder; men ved sine hypoteser om verdens skabelse m.m. kunne han ej undgå at rokke ved vor kristne tro og tilvante betragtning’. Som cand.theol. var Leonhard privatlærer og fra 1843  latinskolevikar i Kolding og Randers. Her fik han i 1847 fast ansættelse, så han kunne gifte sig med sin forlovede, Lene Holm, en plejedatter af pastor Ascanius og hustru i Vejlby præstegård  øst for Middelfart. 1854 blev Leonhard sognepræst i Norup nord for Otterup, i 1868 sognepræst i Hatting og Torsted ved Horsens, og i 1877 tog han sin afsked på grund af sygdom.  
   Under Treårskrigen var Bülow i  april 1849 blevet overgeneral de danske styrker, og i juni besluttedes det at sprænge 14.000 slesvigholsteneres belejring af oberst Lundings styrker i Fredericia. Bülow havde sit hovedkvarter i Vejlby præstegård, og der - omkring spisebordet hos Leonhards svigerforældre - blev de sidste planer lagt om aftenen den 4. juli. Vejlby præstegård lå tæt ved kysten ved Strib, hvorfra Ryes og de Mezas soldater sejlede til Fredericia og den 6. juli brød belejringen.Efter sejren ved Fredericia forblev Bülow i bedstemoderens stue i præstegården, plaget af sygdom og kreditorer. Leonhard og Lene boede samtidig i hendes ungpigeværelse. De havde af Bülow personligt fået fri befordring med dampskib fra Århus til Bogense.
   4. juli 1844 var Leonhard  fra Kolding kørt til fest på Skamlingsbanken med 10.000 sønderjyder og 2.000 fra kongeriget. Han hørte bonden Laurids Skau give udtryk for danske sønderjyders sorg over Christian VIII’s beslutning om, at kun de medlemmer af Stænderforsamlingen i Slesvig, der ikke kunne tysk, måtte tale dansk. Grundtvigs humoristiske tale gjorde også indtryk. At forfatteren og politikeren Carl Ploug også talte, glemmer Leonhard, selv om han var logerende hos Plougs mor, der var enke efter en latinskoleadjunkt i Kolding.
   Danmark var fattigt efter 1814, livsvilkårene barske og befolkningen værgeløs over for sygdomme. En kusine til Lene begravede samme dag tre børn, døde af mæslinger. Leonhard led af en øjensygdom, et ophold som huslærer i et værelse med træk på herregården Søbysøgård gav ham gigt, og en tid fik han lægeordinerede brønd- og kildevandskure. Under et ophold i Svendborg blev han fulgt af  tiggerdrenge, som ’vi først slap af med, da de havde fået et par skilling’, og i Københavns kanaler dykkede  fattige drenge efter skillingstykker. Som nygifte i Randers flyttede Leonhard og Lene fra en lejlighed med døde rotter under soveværelsegulvet til en lejlighed med levende rotter.
   Som latinskolelærer i Randers havde Leonhard sparet 500 rigsdaler op, som blev brugt ved flytningen til Norup. Svigerfar Ascanius  formidlede samtidig et lån på 2000 rigsdaler fra grev Wedell-Wedellsborg og betalte renter, medens lånet blev indfriet af arven efter enkefru Ascanius. Lene med tre børn boede hos sine plejeforældre, indtil præstegården i Norup var indflytningsklar. Leonhard skulle til eksamen i Odense bispegård og ordineres som præst, inden provst Hald kunne indsætte ham i embedet. Ved middagen i bispegården var han til sin utilfredshed blevet anbragt ved siden af den ’joviale’ digter og stiftsfysicus Emil Aarestrup.
     Norup sogn havde 800 indbyggere, og af embedets beskedne indkomst måtte Leonhard betale pensionen til forgængerens enke og istandsættelsen af præstegården. Tjenestefolk og privatlærerinder skulle have løn og mad, og med efterhånden 6 børn blev der ikke meget til selskabelighed eller kistebunden. Sognepræsteembedet var uoverskueligt for den nybagte præst:  ’...overtagelsen af den gamle præstegård og opførelsen af den ny, bosættelsen og avlingen, præsteembedet med dets mig omtrent ukendte arbejde, min fødte plads i sogneforstanderskabet som formand i skole- og fattigvæsen, med udsigt til alt til nytår at blive formand for det hele og således både præst og sognekonge, dertil omgangen både med bønder og andre.’  
   Leonhard var i de 14 år i Norup medlem af sogneforstanderskabet, deraf  9 år som formand, og det gav indsigt i sognets liv. Møderne holdtes på skift hos medlemmerne om eftermiddagen - med smørrebrød, brændevin og kaffe.    Stamhusbesidderen på Hofmansgave, N.E.Hofman Bang, var god og hjælpsom mod sognets fattige, og de tre familier på Hofmansgave kom flittigt i kirke og var præstefamilien venligt stemt. Men også på den egn var smugkroer,  billig brændevin og overholdelsen af det sjette bud et problem ligesom ’frihedssygen, hvor alle var på Bondevennernes og Venstres side’.
   Der var i sognet to lærere, hvis undervisning Leonhard havde tilsyn med som  skolekommissionsformand. Hans egne børn blev undervist hjemme af forældrene og privatlærerinder, og Lene underviste døtrene i klaverspil.
   Der er ikke mange teologiske overvejelser i erindringerne, men i omtalen af de omstrejfende mormoner fortæller Leonhard, at ’Grundtvigs kirkelige anskuelser var blevet mig klar og kær’, og to døtre sendes på Askov Højskole. I sognet samlede to lægprædikanter flere tilhørere, end præsten gjorde, men Leonhard indrømmer, at han lærte meget af den enes ’milde, jævne, folkelige foredrag’.  
   I 1868 blev han forflyttet til Hatting ved Horsens. Årsindtægterne på 2000 rigsbankdaler var større, men der var også en forfalden præstegård og dobbelt så mange sognebørn.  Konfirmanderne underviste han to gange om ugen i 3-4 timer, da ’deres uvidenhed i alle retninger var kolossal’. Blandt Leonhards største glæder var embedets besørgelse, familien og haven, hvor gamle egetræer måtte vige for 43 nye frugttræer.
    De mange rejser, Leonhard foretog gennem et langt liv, er omhyggeligt beskrevet.  En uges sørejse fra København til Middelfart med en jagt i sejlskibenes tid eller en køretur i tospændervogn med Lene fra Randers til Lindenborg til broder Carls bryllup i 1848 med godsforvalterens datter: ’Ved Hadsund kom vi, vor vogn og heste over Mariager Fjord på en trækfærge. Over fjorden var spændt et tov, som hvilede på bunden; færgekarlen stod i forenden af færgen, fiskede tovet op og trak så langsomt og sikkert i det smukke, stille vejr færgen over’. Grev Ernst Schimmelmann havde kaldet Carl til kapellan for Tikøb, Hellebæk og Hornbæk i Nordsjælland.
   Nu er Leonhards Minder udkommet med 120 års forsinkelse med to tipoldebørn, Jørgen Ravn Elkjær og Lisbeth Skovgaard, og kunsthistorikeren Lise Gotfredsen som udgivere. Historikeren Erik Nørr har skrevet et interessant forord om præstefamilier i 1800-tallet. Tekstede illustrationer er tilføjet foruden en cd-rom med det originale manuskript. Hjemmesiden www.leonhards-minder.dk rummer billeder og personregister. I kronikken er kun givet enkelte eksempler på det omfattende slægts-, lokal- og kulturhistoriske stof, Leonhard har præsenteret for os.