Anmeldelse, gengivet med tilladelse fra tidsskriftet Fortid og nutid, se ww.fortidognutid.dk

Leonhards Minder – fra københavnerdreng til landsbypræst i 1800-tallet.

Udgivet af Jørgen Ravn Elkjær, Lise Gotfredsen og Lisbeth Skovgaard med forord af Erik Nørr. Syddansk Universitetsforlag 2005, 291 s., ill., indlagt CD-rom, 250 kr.

Biografier, selvbiografier og erindringer er populært læsestof, og måske skal Leonhards Minder tages til indtægt for en ny tendens i genren: Nemlig udgivelsen af et manuskript, forfattet i en mere eller mindre fjern fortid af en slægtning som udgiveren blev født for sent til at møde personligt, men som man, dvs. familien, ikke desto mindre synes at kende, eller i hvert fald har et forhold til, som følge af den pågældendes efterladte manuskript. Til genren hører Vibeke Binders ”En pioner fra Vendsyssel,” 2006, og Leonhards Minder. Fælles for de to bøger er, at forfatternes manuskripter, bl.a. pga. de i teksterne udførligt beskrevne gribende kærlighedshistorier, i nogle slægtled er blevet læst af og har fascineret efterkommerne, og at man i begge tilfælde har ment, at manuskripterne kunne interessere en større læsekreds, og derfor har udgivet bøger med udgangspunkt i de efterladte dokumenter. Hvor Binders bog har karakter af en biografi, som ganske vist i udstrakt grad støtter sig til J. K. Larsens efterladte manuskript, er Leonhards Minder i højere grad, men ikke blot, en gengivelse af originalmanuskriptet, forsynet med Erik Nørrs indsigtsfulde forord om ”Præstefamilier i 1800-tallet” (s. 15-19), og i øvrigt med imponerende oplysende udenværker, referencer (s. 273-275), redegørelse for redaktionelle overvejelser og principper (s. 287-283), samt ordforklaringer, stamtavle mv. (s. 283-291).

  Leonhards Minder er en udgivelse af Hans Abel Leonhard Hansens mere end 570 sider store håndskrevne manuskript, sprogligt bearbejdet i nænsom form, således at teksten på den ene side er tilgængelig for en nutidig læser, men på den anden side gengivet så kildetro som muligt. En ikke uvanskelig opgave, som der da også redegøres grundigt for i bogens efterskrift (s. 277-283). Københavnerdrengen og senere landsbypræsten Hans Abel Leonhard Hansen (Leonhard, som han fra bogens start kaldes i udenværkerne, hvilket er med til at understrege familiær tilknytning) levede fra 1816 til 1896; altså i en tid, hvor man, som det ofte er blevet påstået, med en vis sandsynlighed kunne støde på Søren Kierkegaard på gaden i København, og i et århundrede, som både bød på store videnskabelige, tekniske og politiske landvinger, men også på de to slesvigske krige, med hvad deraf fulgte. På sin vis kan man sige, at vi får det hele med i Leonhards Minder. Geografisk bevæger Leonhard sig – meget – i København, på Fyn og i det østlige Jylland, og der redegøres i manuskriptet indgående for de mange rejser til lands og til vands, og ikke mindst de med disse forbundne besværligheder. Og ganske vist møder vi ikke Kierkegaard, men han er næsten også den eneste der mangler. Koryfæerne findes mangfoldige steder, fra C. F. Allen, J. T. Reinhardt, A. Oehlensschläger, F. C. Sibbern og H. C. Ørsted til digterne P. M. Møller, Chr. Winther og Emil Aarestrup.

  Leonhard giver et glimrende billede af sin samtid, allerede i skildringen af barndommens København, som både indeholder gode topografiske beskrivelser og ærlige redegørelser for f.eks. tidens utilslørede antisemitisme (f.eks. s. 40-43). Helt nutidigt bliver det, når Leonhard ærgrer sig over, hvor lidt man i de østjyske købstæder har værnet om købstadskirkegårdene (s. 122), og når han f.eks. anfører: ”I de tider taltes meget om at spare, og en måde at spare på kunne jo også være at nedlægge en af de jyske skoler” (s. 197). Set fra et kultur- og lokalhistorisk synspunkt, er det særligt Leonhards beskrivelse af lokaliteter, som kan være af interesse, særligt steder som Koldinghus (s. 176), og af adskillige kirker, herunder Norup og Hatting, hvor Leonhard selv har været præst (f.eks. s. 126, 238-240, 266-268.) På den ene side kan man med Leonhard ærgre sig over manglende pietetsfølelse over for kirkerne og særligt de gamle genstande i disse. På den anden side giver Leonhards redegørelser for en nutidig læser en god beskrivelse af de pågældende kirkers forfatning, før Nationalmuseet tog fat på de store berejsninger i 1800-tallet. Centralt i bogen står forfatterens familie, men omkring denne skrives så åndsliv, beskrivelser af måltider og mode, klædedragt, bygningsstandard og boligindretning osv. på en måde som gør, at Leonhards Minder kan læses med udbytte af den, der interesserer sig for aspekter af 1800-tallets liv, og ikke mindst livet på præstegårdene i 1800-tallet. Hertil føjer sig så de grundige redegørelser for byer og steder og de indgående rejsebeskrivelser, som f.eks. redegørelsen for en rejse til Lindenborg i Himmerland, hvor der berettes om den primitive færgeoverfart over Mariager Fjord til Hadsund i 1848 (s. 209-211), der først da så småt var begyndt at blive en by.

  Leonhards Minder er veltilrettelagt og velillustreret med samtidigt materiale, som sammen med de udførlige billedtekster supplerer Leonhards manuskript. Skulle man ønske at vide mere end det, der er plads til i bogen, er der vedlagt denne en CD-rom med det originale manuskript, portrætter af en del af de omtalte personligheder, kort over Leonhards lokaliteter og udvalgte breve; alt sammen materiale, som ville sprænge rammerne for bogen, men som giver læseren mulighed for yderligere fordybelse, og for at komme tæt på årsagen til bogen: Leonhards håndskrevne manuskript. Og skulle man få lyst til at vide endnu mere, kan henvises til Leonhards hjemmeside, www.leonhards-minder.dk.

  Leonhards Minder er såden set ikke letlæst. Forfatteren taber til tider tråden, viser frem og tilbage, og læseren risikerer derfor også at tabe tråden. Men det er måske netop det forhold, der – trods senere bearbejdninger – bevarer en vis friskhed i manuskriptet. Når hertil så føjes det mylder af steder og personligheder, der mere eller mindre grundigt beskrives, kan man kun give udgiverne ret i, at Leonhards memoirer også har interesse for en bredere kreds af læsere (s. 9), og dertil takke for, at dette bredt anlagte kulturhistoriske dokument for det første ikke er gået til grunde, og for det andet nu har fået en udbredelse i en form, der er Leonhards Minder værdige.

Henrik Gjøde Nielsen
museumsinspektør
Hals Museum
Nordjyllands Historiske Museum