Om min glæde ved et at få indblik i en svunden tid.

af Lisbeth Skovgaard.

I årene 1883 til 85, kort før sin død i 1886, må vi forestille os pastor emeritus Hans Abel Leonhard Hansen ved sin skrivepult, i færd med at nedfælde sin levnedsbeskrivelse, pennestrøg for pennestrøg. Hænderne ryster, og synet er svagt. Nedskrivningen sker i flere omgange, afbrudt af sygdom.

                 Mere end tres år husker Leonhard tilbage, og vi får udmalet torvescener fra fiskerkonernes Gammel Strand, barndommens vandreture på Kirsebærgangen på det voldterræn, der dengang omgav København inden for Stadsgraven - og episoder fra urtekræmmerbutikker og pianoforte-værksteder i datidens København, hvor det er en sensation, at der i morbroderens silke-, ulden- og lærredshandlerforretning på Østergade, Strøget i København, befinder sig en lampe.

 "folk stod om aftenen udenfor i klynge for at se på den herlighed, en 3-armet hængelampe midt under loftet. Før havde han nøjedes med 2 lakerede blikplader med tællelys, stående på disken; og det var en af gadens første butikker! Ja, broderen Johannes oplyste endnu mange år sin "urtebod" med 1, skriver ét, tællelys i en vældig kobber-lyseplade."

                  Leonhard er født i 1816, efter Københavns brand i 1795, efter slaget på Reden i 1801, efter bombardementet i 1807, efter statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814.

                 Genopførelsen af det nye Christiansborg Slot, som er tæt på barndommens univers ved Gammel Strand, påbegyndes i 1803 efter tegninger af arkitekten C. F. Hansen, som præger en stor del af  København med sin klassicistiske arkitektur - rene linjer og enkelhed, der smukt kan forenes med byens og landets økonomiske situation. I 1828 står 130 gemakker færdige, og da indvies slottet i forbindelse med et pragtbryllup i kongehuset. Denne fuldstændig overdådige begivenhed gælder den senere Frederik VII, Grundlovens giver, ham med de arkæologiske udgravninger, Jægerspris og Grevinde Danner. Endnu hersker den enevældige konge Christian VIII i Danmark, ham, der af Eckersberg er malet i eventyrstilen med hermelinskåbe, guldkrone og rigsregalier, side om side med sin dronning på prangende tronstole under højrøde, guldindvirkede draperinger.

                 Dette står i skærende kontrast til en by, som endnu ikke har nogen ordentlig renovation eller vandforsyning, og hvor de skrå rendestensbrædder hen over alt det, der flyder langs fortovskanten, er en almindelig del af gadebilledet, forhold, der først bringes i orden efter den store koleraepidemi i 1853 med sine tusindtallige ofre. En samtidig avis konstaterer lakonisk: "Almindeligt Hospital rømmes nu hurtigt - uden ulejlighed eller udgifter".

                 At Leonhard skal studere er der på intet tidspunkt tvivl om. Morfaderen er den børnerige Middelfartpræst Thor Melbye, fader til sytten børn og selv ud af en søskendeflok på femten - og faderen er Carl Møller Hansen, der er jurist. Familien Melbye tæller et antal teologer, hvilket man kan forvisse sig om ved at studere diverse præsteleksika. Det forekommer også, at døtre gifter sig ind i andre præsteslægter.

                 Under trange forhold, i små værelser delt med et eller flere søskende, læser han - først lektierne til Metropolitanskolen, siden universitetetsstudier, samtidig med, at han har en fod på gængerne til lillesøsterens vugge.

                 Leonhard kan begå sig. Hans mor Viveke Margrethe har foruden i barndomshjemmet også lært manerer og pli i huset hos familien Hegermann-Lindencrone i Bredgade og siden på landstedet Rolighed. Denne Bredgade familie var i samtiden et kulturelt samlingssted ligesom Kamma Rahbeks Bakkehus, og fruen, Louise Hegermann-Lindencrone, var selv forfatterinde og veninde med Thomasine Gyllembourg.

                 Betydningen af at bruge en dygtig skrædder kender han også. Det volder derfor ingen problemer at være huslærer i velstående hjem, da  Leonhard som ung må tjene til studierne. Desuden har han forbindelser, således, at han opnår de fornødne anbefalinger for at blive ansat, dels på den fynske herregård Søbysøgaard, dels på de jyske latinskoler. Kaldsretten til præsteembeder sorterede dengang under de nærliggende herregårde, hvor det gennem slægt eller indflydelsesrige venner formidledes, at der blev lagt et godt ord ind.

                                             Søbysøgård, i dag fængsel.

                  For et moderne menneske er det næsten ikke muligt at forestille sig Leonhards univers, hvor der ikke findes elektricitet, ikke findes fjernsyn eller stereoanlæg, hvor al landværts trafik er hestetrukken, og hvor frimærker og postkasser endnu ikke kendes, endsige telefoner. Også et komfur var dengang noget ganske andet end i dag.

                 Den sejlende trafik var afhængig af vejret, indtil man i 1819 får Caledonia, Danmarks første dampskib. Dette skib indsættes ved kongeligt privilegium på ruten København-Kiel og modtages med stor entusiasme, men også med den skepsis, at det ikke får lov til at anløbe Københavns havn, før fyret under kedlerne er slukket. Overfarten til Kiel kan nu gennemføres på 24 timer, - efter datidens målestok et gevaldigt fremskridt.

                 Hjuldamperen Mercurius indsættes på Storebælt i 1828 og er omtalt på følgende måde af H. C. Andersen: "det blev svarlig hånet af alle pæreskuders besætning og benævnedes Pjaske-Malene." Mellem Kalundborg og Århus sejler Dania fra 1827, og i 1866 oprettes Bornholms Dampskibsselskab. De nymodens skibe bliver af samtidige kritikere omtalt som "disse forbandede røgskibe". En rejse til Fyn kan i heldigste fald gøres på tre dage, men kan under ugunstige vejrforhold vare mindst det dobbelte. Når ens udkårne er en præstedatter fra Vejlby ved Middelfart, så har sådanne vilkår ikke så lidt at sige.

                 Leonhard oplever dog i sin levetid en stærk og eksplosiv udvikling af befordringsmidlerne. Han fortæller et sted mod slutningen af erindringsbogen:

"Således har jeg prøvet al slags befordring: bondebefordring, præstegårds- og lignende, herregårds-, egen befordring og lejet, og af postvæsenets herligheder: extrapost og pakkepost, dagvogn og diligence, åben vogn og lukket vogn; ikke at tale om de Kolding og Middelfart jagter og bådene mellem Kolding, Hindsgavl bro og Middelfart; og nu til sidst jernbanen, som efterhånden har næsten slugt alt andet."

                 Hovedbanegården var endnu ikke bygget, idet den første danske jernbane, som gik fra København til Roskilde, først åbnedes i 1847. Skulle man rejse, så startede man i Købmagergade og tog med postdiligencen.

                 Man kan så spørge sig selv, hvad tipoldefar har at sige det moderne menneske. For mig personligt åbner han en rig og mangfoldig, ny og stor verden. Gang på gang kommer jeg til at tænke over, hvad det egentlig er, Leonhard nu fortæller glimt fra - og for mig har de gamle memoirer under arbejdet med tilrettelæggelsen været en indgang til at granske adskillige krinkelkroge i husets opslagsværker. Der har været studeret mange illustrationer og kunstbøger fra perioden, hvor vi er så heldige at befinde os lige midt i guldalderens rige billedverden. Der har været foretaget bilture i Leonhards fodspor, og der er blevet fotograferet rundt omkring i Københavns gamle latinerkvarter, i landets kirker og andre relaterede steder. Der har været foretaget ture til Københavns Bymuseum og til Stadsarkivet for at få en bedre idé om eksempelvis befæstning og byporte. Det meste af århundredet fremstår nu langt mere levende for mig end før. Brikkerne til en mosaik begynder at samle sig til et smukt og nydeligt hele. En anden forståelse end den, børnelærdommen i sin tid bibragte mig med hensyn til det 19. århundrede.

                 Leonhard forstår kunsten at vente. Fra han i 1840 bliver teologisk kandidat, og til han indsættes som sognepræst i Norup på Nordfyn, går der 14 år, hvor han må undervise ved forskellige latinskoler, de såkaldte lærde skoler. Fra han forlover sig med Helene Ascanius og til brylluppet står, går der ni lange år, hvor de i perioder ikke har anden kontakt end brevskrivning, i perioder endda censureret af svigerfaderen, der vogter meget nøje over sin datter. På et tidspunkt er parret i forlovelsestiden alene sammen i en kahyt under en sejltur - men - ikke tale om, at man af den grund drømmer om andet end at sejle hele turen fuldt påklædt.

                 Leonhard er troende, - uanset ydre, verdslig modgang, helbredsproblemer og økonomiske trængsler. Præsteembeder kaster ikke alle lige meget af sig. Dog er det ikke mere højtideligt, end at Leonhard stopper en klat kit i et hul, krucifikset i Norup har, uden at hidkalde museumsfolk, stopper en lille prop af træ i et andet hul - samt ændrer på bemalingen, så den i hans øjne fremtræder mere rigtig. Lidt rødt blod maler han også gerne på. Ingen tvivl om, at den æstetiske sans og farvesansen har været yderst veludviklede.

                 Man kan undre sig over, at samfundsbegivenheder omkring ham kun får en så beskeden omtale som de gør. Det er dog ellers en periode med ikke så få omvæltninger både herhjemme og ude i den store verden. Midt i treårskrigen, så er det dette at blive far, der allermest optager ham. Og det til trods for, at generalstaben inklusive Bülow natten før udfaldet fra Fredericia holder hovedkvarter i Vejlby Præstegård, svigerfaderens bolig. Vi får mindst lige så meget at vide om børnenes ankomst til verden og madammen, der i den anledning bliver hentet, som om forholdene i de sønderjyske hertugdømmer.

                 Måske er det Leonhards helbredsproblemer med gigtsmerter, alle de plagsomme brøndkure samt behandlingen af hans øjenlidelse ved hjælp af blandt andet blodsugende igler, der gør udslaget. Dårlig luft med røgplage gør heller ikke situationen lettere. Endnu kendte man i al bred almindelighed ikke det helt store til bakterier; Pasteurs arbejder fandt først sted i 1860'erne.

                 Det kan også undre, at der er så få teologiske betragtninger af mere filosofisk og idéhistorisk karakter. Om sin svoger Mads Melbye i Asperup fortæller Leonhard, at han først var pietist, men siden blev en varm fortaler for de nye, grundtvigske rørelser. Flere oplysninger om teologiske ståsteder må søges andetsteds, for eksempel i værket "Fyenske Geisteligheds Historie", hvor der er en udførlig beskrivelse af svogeren og vennen Mads Melbye og hans teologiske virke. Her står også Leonhards morfar Thor Melbye mere uddybende beskrevet.

                 En besynderlighed er det tillige, at de større kulturpersonligheder, Leonhard har mødt på sin vej, ikke mindst i studieårene, kun får ganske få ord med på vejen. Der skrives så godt som intet om Johanne Louise Heiberg, Poul Martin Møller, F. C. Sibbern eller Grundtvig. Dog får vi at vide, at Oehlenschläger er nærsynet, og at Leonhard ikke kan nære sig for at puste til H. C. Ørsteds glasplade med jernfilspånerne, det såkaldte "Hexemel".

                 Leonhard fortæller på intet tidspunkt om andre udenlandsrejser end studentertogene til Lund. Til gengæld har han set temmelig meget af Danmark, både øst og vest for Valby Bakke, med det himmerlandske gods Lindenborg som det nordligste yderpunkt og herrnhutterbyen Christiansfeld som det sydligste. Vi kan i detaljer følge ruterne på de gamle, samtidige kort, eksempelvis Mansas Kort, og for det gamle Københavns vedkommende Sterms "Kaart" fra 1840, da både barndommens spadsereture med Gamle Trine i hånden og senere udflugterne i de forskellige egne af landet er beskrevet ganske nøje.

                 At Leonhard nedfælder tingene så længe efter, at han har oplevet dem, kommer i visse henseender til at influere på værkets udformning. Forskellige faktorer gør, at Leonhards tekst for det første springer frem og tilbage i kronologien, for det andet indeholder enkelte hukommelsesbrist. Han har måttet skrive alt ned i den orden, indfaldene er dukket op. Pudsigt er det, at da han efter lang ventetid endelig kan fortælle, at han nu frit kan besøge sin hjertenskær, så skal vi da forresten lige foretage det, moderne filmfolk ville kalde et "flash-back", og læse alt om studentertogene til Lund. Omdrejningspunktet for kronologien - det er replikken "Nej, er det dig, Leonhard!", - sagt af hans elskede Lene, da han efter bestået embedseksamen endelig må få lov til at færdes frit i svigerforældrenes fynske præstegård.

                 Det, Leonhard ikke kan huske, eller husker galt, lader sig delvis undersøge ved sammenligning med andre kilder. Melbye slægten er af genealoger blevet gjort til genstand for en nøje kortlægning, så alle personer i den nærmeste familie kan identificeres. Morfaderen Thor Melbye og svogeren Mads er begge omtalt i Dansk Biografisk Leksikon.

Hvem forfatteren skriver til, kan vi kun gisne om. Visse afsnit kræver indforstået teologisk viden for at give mening, så man kunne formode, at ud over efterslægten, så har Leonhard måske forestillet sig, at hans bog ville cirkulere og blive læst i præstekredse. Desuden er der netop blandt gejstlige en tradition for at skrive memoirer.

                     Eftersom Leonhard aldrig har taget skridt til en udgivelse, men kun skrevet bogen i det ene eksemplar, den findes - må man formode, at bogen oprindelig har været tiltænkt en ganske snæver kreds af forfatterens nærmeste samt disses efterkommere.

Præstens gerning, hvor liv og død er en til stadighed nærværende tankegang og tillige en ofte oplevet realitet, kan også være en tilskyndelse til skriverierne. Håbet om, at nogen vil mindes en, den dag, man er borte.

                      I dag må vi forestille os, at bogen især vil interessere læsere, der har visse forudsætninger. En del af bogen bevæger sig i en akademisk verden, og der er en del citater på fremmede sprog. Der er lange, knudrede passager - og der er beretninger, som er så omstændelige, at man knapt kan fastholde den røde tråd under læsningen.

                     Som en logisk konsekvens af dette har vi ønsket at bibeholde mest muligt af den ældre sprogbrug, da vi mener, at den interesserede læser også vil formå at knække de nødder, der opstår undervejs i form af lettere antikverede udtryk, stavemåder og vendinger. Vi mener ikke, det gør noget, at læseren undervejs må ty til husets leksika og andre opslagsværker eller måske må en tur på biblioteket. I en lang række tilfælde har vi dog bestræbt os på at forklare udtryk af ældre dato med en note.

                 Der eksisterer fotografier af Leonhard og hans seks børn, og der findes en gammel daguerrotypi, som er et dobbeltportræt i profil af Ascanius og hans hustru, medens vi af Lene ikke kender noget portrætfoto, men derimod to oliemalerier, det ene af maleren N. P. Holbech, det andet af en ukendt kunstner. Først i løbet af 1850'erne og 60'erne fik hver provinsby sin fotograf, og det blev almindeligt at lade sig fotografere, som regel i stadstøjet og i hel figur. Egentlige portrætfotos er af senere dato.

                 Leonhards værk er derimod en hel serie af verbale billeder, beskrivende passager, en helt anden form for affotografering. Skolemiljøer, jyske landskaber, gadebilleder, præstegårdsliv, havekultur, musikalske soiréer i de bedrestillede hjem, landbofamilien ved Køge omkring deres grødfad, og sådan kunne man blive ved.

                 Det er mit håb, at læserne vil dele udgivernes opfattelse, at værket fortjener en større udbredelse end den hidtidige, og at læserne tillige vil kunne goutere de gamle beskrivelser på linje med en sjælden antikvitet eller museumsgenstand, hentet frem fra raritetskabinettets dunkle, støvede og sælsomme gemmer.

                 Lisbeth Skovgaard, januar 2004.