Præstefamilier i 1800-tallet  Af Erik Nørr

Blandt Paul Nedergaards 100 danske præsteslægter (1954) optræder familien ”Melbye” som en af de slægter, der har besat flest prædikestole i Danmark. Slægten kan spores tilbage til en smed i Melby på Fyn i 1600-tallet, men slægten fik først sit teologiske islæt med Thor Melbye, der var sognepræst i Middelfart-Kauslunde 1795-1826, og som fik i alt 15 børn med sine to hustruer. Et af disse børn blev selv præst, et blev gift med en præst, og blandt børnebørnene blev i alt 6 præster – bl.a. Hans Abel Leonhard Hansen og hans bror Carl.
   Leonhards Minder er en præsts erindringer nedskrevet kort tid før hans død. De giver et vældig godt indblik i en landsbypræsts vej til præsteembedet. Værket handler ikke i særlig høj grad om teologiske overvejelser. Heller ikke tiden som sognepræst er behandlet særlig indgående, formentlig fordi Leonhard blev syg og døde, før han fik skrevet disse afsnit færdige. Det spændende i en kirkehistorisk sammenhæng er Minder’s indgående skildring af den lange og trange vej til et præsteembede, som vordende teologer måtte træde i store dele af 1800-tallet, indtil der senere i århundredet ligefrem blev mangel på kandidater. Leonhards Minder er i høj grad en slægtshistorie, hvor forbindelserne til og besøgene hos alle grene af slægten omtales. Dette kan man på den ene side vælge at betragte som en intern familiehistorie uden almen interesse, men på den anden side bidrager netop disse indgående skildringer til at give en almen beskrivelse af familieliv, omgangskreds og økonomiske muligheder for en ung student og senere uddannet teologs vej til det ønskede præsteembede.
   I store og børnerige familier var det almindeligt, at det var de ældste og specielt drengene, som fik mulighed for at få en uddannelse, således også i Leonhards tilfælde, hvor det var ham og broderen Carl, der kom i latinskolen. Efter den gældende studieordning fra 1805 måtte Leonhard tilbringe i alt otte år i Metropolitanskolen (fire toårige klasser), og selv omhan også har gode ting at sige om skolen, så kan han på flere områder som Scherfig hundrede år senere tale om en række forsømte forår, for hvilke han især lægger skylden på rektor Nissen, som var sløv og aflægs. Formildende var dog, at han var en human mand i sammenligning med den tids bøddelrektorer. Leonhards erindringer giver ganske mange brikker til beskrivelse af latinskoleundervisningen og ikke mindst eksamen, som fandt sted ved universitetet med landets førende professorer som eksaminatorer.       
   Før et egentligt teologstudium kunne begynde, måtte Leonhard ligesom alle andre studenter før 1850 tage den såkaldte anden eksamen, som bestod af en filosofisk og en filologisk del. På denne forholdsvis elementære universitetsundervisning optrådte flere kendte personligheder, såsom arkæologen P.B. Brøndsted, filologen J.N. Madvig, fysikeren H.C. Ørsted og forfatteren Poul Martin Møller, som alle fik et ord med af Leonhard. Under én procent af en ungdomsårgang fik i 1830’erne en studentereksamen. Men ved til stadighed at have logerende studenter i huset og ved hjælp af stipendier og bistand fra familien lykkedes det for Leonhards forældre at få råd til at lade deres to ældste sønner gå i latinskole og senere også at give dem mulighed for at få en teologisk eksamen. Studievalget var ikke så vanskeligt (Leonhard havde dog også overvejet filologi). Dels var undervisningen i latinskolen med dens klassiske sprog og hebraisk en forskole for teologistudiet, og dels var det teologiske fakultet universitetets største. Over halvdelen af de studenter, der valgte studiefag i perioden 1837-41, var teologiske studenter. Det er ikke noget særlig positivt indtryk, Leonhard giver af de teologiske professorers forelæsninger. Hans eksamensforberedelse blev snart som for mange andre teologiske studenter i det 19. århundrede afhængig af gode manuduktører, men dette var en dyr løsning, der bl.a. betød, at Leonhard måtte påtage sig privatundervisning.
   Imidlertid fik Leonhard en helt anden slags motivation for at få gjort studierne færdig i en fart, og det helst med en god førstekarakter. Der kom en pige i farvandet, og svigerfaderen stillede betingelser. En stor del af Minder handler om Leonhards utallige grene af familien og om forbindelserne mellem dem. Leonhard benytter ferier til at besøge familie og deres venner både i Københavnsområdet og på Fyn og i Østjylland. Ofte udstrækkes familiebesøgene til også at besøge nærliggende præstegårde og i nogle tilfælde også herregårde. Vi får herved et godt indblik i de familienetværk, som de omfattende præstefamilier havde i forrige århundrede. Man holdt sig til familien og til embedsmændene, da man boede i et landbosamfund, som man ikke i særlig høj grad havde socialt samkvem med. Selv om der kunne være lange afstande, undlod man ikke at besøge hinanden. Leonhard rejste meget rundt både som ung student og senere i livet. Datidens meget besværlige transportforhold, som Leonhards erindringer giver et glimrende indblik i, hindrede ikke, at man tog af sted. Specielt i første halvdel af det 19. århundrede før indførelsen af de bedre diligencer og den regelmæssige dampskibsfart over bælterne, for slet ikke at tale om jernbanerne, var det en præstation at rejse mellem landsdelene. Leonhard benyttede i mange tilfælde skibstransport, som kunne tage en uge eller mere mellem København og Middelfart, hvor bedstemoderen boede. Også landtransporten kunne tage lang tid, da overfarten var et stort usikkerhedsmoment, og da der idelig måtte skiftes heste undervejs, og da der som regel var et timelangt ophold i hver by undervejs. Til gengæld blev der rig lejlighed til at opleve natur og mennesker undervejs.
   Et af de steder, hvortil Leonhard til stadighed sværmede, var Vejlby præstegård. Her præsiderede sognepræst Henrik Christian Ascanius og hans kone, men det var plejedatteren Lene Ascanius, præstekonens søsterdatter, interessen særlig gjaldt. Det var ikke ualmindeligt, at teologiske kandidater fandt sig en kæreste i præstegårde. Men de måtte ofte vente længe, før de kunne gifte sig. Ascanius stillede nemlig som andre præster betingelser for at give slip på sin datter (her plejedatter, da Ascanius og hans kone ikke selv havde nogen børn). Leonhard måtte ikke få Lene, så længe han ikke havde gjort sit studium færdigt, og Ascanius forlangte endog, at forholdet indtil da skulle holdes hemmeligt, og at de kun måtte skrive breve til hinanden gennem plejefaderen. Det lå også i luften, at Leonhard ikke blot skulle bestå, men at han skulle have en pæn førstekarakter. Det lykkedes faktisk Leonhard i april 1840 at bestå teologisk embedseksamen med karakteren laudabilis.
   Men problemet var ikke løst hermed. Der var stor overproduktion af teologiske kandidater, og uden fast job intet giftermål. Imidlertid var latinskolen et muligt arbejdsmarked for teologer, der ventede på at få et præsteembede. Ifølge forordning af 7. november 1809 talte ansættelsen i et adjunktembede med i ancienniteten ved ansættelse i et senere præsteembede for teologiske kandidater med første karakter. Det lykkedes Leonhard med lidt lodder og trisser at få ansættelse først ved latinskolen i Kolding og senere i Randers, men da begge disse skoler var i farezonen for at blive nedlagt, gik der nogle år, før Leonhard blev fastansat. Dette skete i Randers i 1847, og først da kunne han og Lene, som havde ventet på ham trods andre bejlere, blive gift og sætte bo. Leonhard undgik da det, som andre kandidater måtte påtage sig, at blive svigerfaderens kapellan, hvilket så betød, at den unge kandidat måtte vente både på pigen og præsteembedet, indtil den gamle præst trak sig endegyldigt tilbage.
   Men Leonhard gik stadig i præstetanker, og efter at have søgt gentagne gange, blev han i 1854 blev udnævnt til sognepræst i Norup på Nordfyn. Det var et forholdsvis beskedent aflønnet embede, men til gengæld med kun én kirke. Reguleringssummen for embedet (aflønning opgjort i penge) var på 880 rigsdaler, 1000 rigsdaler mindre end Ascanius havde. Først da Leonhard i 1868 efter igen at have indsendt en række ansøgninger blev udnævnt til sognepræst i Hatting-Torsted i nærheden af Horsens, fik han en aflønning, der svarede til svigerfaderens.
   Det var en omvæltning for en teologisk kandidat at blive ansat i et embede på landet. Ganske vist var Leonhard på mange måder forberedt, da han både havde erhvervserfaring, og da han var kommet så meget i svigerfaderens præstegård, at han vidste lidt om, hvad et præsteembede omfattede. Alligevel var han ikke helt forberedt på virkeligheden, da det kom til stykket. En omvæltning var det for hele familien at komme fra købstadsmiljøet i Randers til landsbyen Norup. Tre måneders adskillelse fra familien var billigt sluppet. I reglen gik der et helt år, før den gamle præstefamilie forlod præstegården. I det såkaldte nådensår havde præsteenken og hendes børn ret til at råde over præstegården og beholde embedets indtægter. I dette år måtte den nye præst så nøjes med et beskedent værelse, og familien vente med at flytte ind. I mange tilfælde gav dette system anledning til bitre konflikter mellem de to familier. Selv om præsteenken i Norup i første omgang stillede sig lidt vrangvillig over for Leonhard, endte det med, at de fik et godt forhold til hinanden, måske fordi Leonhard ”skilte sig net ved enken” på det økonomiske område, men også fordi enken flyttede til Falster efter tre måneder. Ved overtagelsen af embedet i Hatting i 1868 slap Leonhard endnu lettere om ved nådensåret, da der havde været vakance i embedet i det meste af et år.
   Derimod gav præstegården og bygningsforholdene begge steder anledning til megen bekymring for Leonhard. Både i Norup og i Hatting måtte Leonhard iværksætte større ombygninger, som han delvis selv kom til at betale. Medens han i Norup efterhånden fik skik på præstegården, var indeklimaet i Hatting præstegård så usundt, at Leonhard tog blivende skade på helbredet, så han til sidst måtte tage sin afsked fra præsteembedet. Et andet problem var haven, som han også begge steder måtte bruge meget tid på. I Norup endte han med at blive så glad for den nyindrettede have, at han ærgrede sig over, at efterfølgeren i embedet fjernede en del af havens træer og beplantning. På samme måde beklagede Leonhard, at efterfølgeren i Hatting fjernede et stort lindetræ, som Leonhard havde reddet, da han fik den store mødding på gårdspladsen væk.
   Blandt præsteembedets opgaver var det især de mange kommunale opgaver på fattig- og skoleområdet, der overraskede den nyudnævnte præst. I de første år i Norup var Leonhard formand for sogneforstanderskabet og havde ganske mange verdslige funktioner at udføre, ligesom han måtte samarbejde med de øvrige medlemmer af sogneforstanderskabet herom. I Hatting slap han billigere, da han alene var formand for skolekommissionen, et hverv der indtil 1933 hørte til præsteembedet på landet. Skoletilsynet gav både glæder og sorger, da der var stor forskel på lærerne i Leonhards to sogne.
   Leonhards to forgængere havde været præst i Hatting i henholdsvis 55 og 24 år. Leonhard fik derimod kun 9 år i embedet. Allerede i 1875 måtte han af helbredsproblemer have en personel kapellan, og to år senere tog han sin afsked. Leonhard benyttede sit otium til at nedfælde sine erindringer, som først familien og med den foreliggende trykte udgave offentligheden fik glæde af.