Forfatteren, Hans Abel Leonhard Hansen, har levet under enevælde og folkestyre, under krig og fred.
Han har boet i hovedstaden, i provinsbyer og på landet; på Sjælland, Fyn og i Jylland. Han beretter dels i brede billeder, dels i små skarpe glimt om liv og personer alle steder.
Men især indfanges læseren nok af fortællingens to hovedpersoner, der klart fremstår på baggrund af et mylder af bipersoner, slægtninge, venner og mangfoldige andre: Leonhard og Lene, deres trængsler (bl. a. Leonhards sygdom og datidens ubehjælpsomme kure), indtil de langt om længe indgår i et lykkeligt ægteskab, et inderligt samliv, der dog ikke er uden ydre modgang. Alt fast forankret i en levende kristentro.
Gennem beretningen fremtræder billedet af den aldeles charmerende og fine, yndefulde Lene Ascanius og den sympatiske, dejligt menneskelige Leonhard Hansen, der i stort og småt svinger mellem det teologisk-gejstlige (han føler ubehag ved som nyordineret at have den ellers så joviale Aarestrup, erotisk digter, til bords !) og det såre materialistiske: portotakster og rentesatser. I stedet for ungdommens teater- og koncertbesøg må han som landsbypræst nøjes med kulturelle smuler fra egnens herregårde og ellers bakse med sløve sogneråd og uduelige degne, men samtidig udvikler hans sans for folkelige værdier sig.